Velkommen til Børnehuset Chilli i Hoptrup
– hvor bevægelsesglæde er i centrum!
Hos os i Chilli Hoptrup har vi en klar ambition:
Børn skal opleve glæden ved at bevæge sig!
Vi er en aldersintegreret pædagogisk idrætsinstitution for børn i alderen 0-6 år. Gennem leg, idræt og bevægelse styrker vi børnenes motorik, trivsel og lyst til at være aktive – hver eneste dag.
Små læringsmiljøer og nærvær
Vi prioriterer nærvær, stærke relationer og små læringsmiljøer, hvor hvert enkelt barn kan udvikle sig i sit eget tempo – med voksne, der kender dem godt og er tæt på i hverdagen.
I små grupper skaber vi trygge rammer, hvor børnene bliver set, hørt og mødt i deres individuelle behov – samtidig med at vi øver at være en del af en gruppe. Det giver plads til fordybelse, leg og læring i et tempo, der passer til det enkelte barn.
Små læringsmiljøer gør det muligt for os at være nærværende og skabe tætte relationer – både mellem børn og voksne og børnene imellem. Vi tror på, at det er i de nære relationer og fællesskaber, at børn trives, udvikler sig og får mod på at lære nyt.
Bevægelse som omdrejningspunkt
I Chilli er bevægelse ikke bare noget, vi gør – det er en del af vores kultur. Vi stræber efter at skabe en hverdag, hvor leg og fysisk aktivitet er en naturlig del af hverdagen. Det giver børnene mulighed for at udvikle sig både fysisk, socialt og følelsesmæssigt.
Vi arbejder med bevægelsesglæde, hvor vi tilpasser aktiviteterne til børnegruppen og det enkelte barns behov – ikke omvendt. Her er der plads til alle, men ikke nødvendigvis til alt.
Det gode forældresamarbejde – sammen skaber vi de bedste rammer
I Børnehuset Chilli lægger vi stor vægt på et åbent og tillidsfuldt samarbejde med jer forældre. Vi tror på, at børn trives og udvikler sig bedst, når der er en stærk og positiv relation mellem hjem og institution.
Derfor forventer vi, at man som forælder aktivt indgår i det gode samarbejde – med nysgerrighed, åbenhed og dialog. Vi vil hellere tage en snak for meget end én for lidt, for det er i den fælles forståelse og løbende dialog, vi skaber de bedste betingelser for alle børns hverdag og udvikling.
Vores pædagogiske tilgang
For at skabe inkluderende og udviklende læringsmiljøer, kombinerer vi pædagogisk idræt med andre stærke tilgange som fx
ICDP – Fokus på professionelle og nærværende relationer
KaMiBe – Karakter styrker, mindfulness og bevægelse
Neuropsykologisk udviklingsleg – Leg som støtte til børns udvikling
Vi tror på, at alle børn har potentiale, og vi arbejder målrettet for, at hvert barn oplever at lykkes og udvikler sine kompetencer.
Læring i fællesskab
Vi lægger vægt på, at børn lærer bedst i sunde fællesskaber. Her flytter vi fokus fra ”mig” til ”vi”, og vi anerkender, at alle er gode til noget.
Pædagogisk idræt bygger på værdier som:
- Leg og glæde
- Fordybelse og fællesskab
- Motivation og mestring
- Bevægelsesglæde og -vaner
- Nuanceret deltagelse
- Mindfulness og sanser i fokus
Vi arbejder også med mindfulness og sanse motorik, som styrker børns trivsel og indlæring. Forskning viser, at mindfulness kan understøtte børnenes:
- Empati og fællesskabsfølelse
- koncentration og læring
- selvtillid og ro
- Minimere stress og uro
- Ved måltider har vi fx “hjernero” – et par minutters stilhed med rolig musik, så børnene kan mærke og smage deres mad.
Bevægelsesglæde
Vi gør det sjovt at bevæge sig, og vi taler med børnene om, hvordan kroppen reagerer: at hjertet banker, blodet pumper, og musklerne bliver stærkere. Vi bruger tid på at det er sjovt og sundt at bevæge sig.
Aktiviteterne tilpasses børnenes niveau og udviklingszone, så alle oplever succes og fremgang – både fysisk og mentalt
Praktisk: Klar til bevægelse
For at dit barn får de bedste forudsætninger for at bevæge sig frit og trygt, er det vigtigt med tøj og madpakke, der støtter op om en aktiv dag.
Tøj til bevægelse:
- Leggings, joggingbukser eller sportstøj
- T-shirt (kort/langærmet)
- Strømper, der nemt kan tages af – vi bruger ofte bare tæer
- Undertrøje og underbukser – så det er nemt at tage lag af
- Gode sko til løb, leg og klatring (f.eks. løbesko)
- Udendørstøj: Tilpasset vejr og årstid.
Traditioner vi værner om
Vi elsker vores traditioner – de styrker fællesskabet og skaber gode minder.
Fars fede fridag – En aktiv formiddag med far i Chilli
Mors muntre motionsdag – En sjov formiddag med mor i Chilli
Wellnessdag for alle børn – Fokus på sanser og velvære
Bedsteforældredag – En formiddag med plantning af blomster, leg og hyggeligt samvær
Motorikfredage – Motorikbane og bevægelse på tværs af stuerne
Store Børnedag – En anderledes dag med fokus på bevægelse i naturen
Julehyggedag – Forældre inviteres indenfor til en eftermiddag med julehygge
Julegudstjeneste i børnehøjde – vi får besøg af den lokale præst.
Har du fået lyst til at besøge os og høre mere?
Så tag endelig kontakt til os – vi byder meget gerne indenfor og viser vores institution frem.
Børnehuset Chilli Hoptrup: 74 34 54 10
Vores daglige leder, Trine: 51 23 40 53 eller tsoe@haderslev.dk